Rasmus Falk har store roser til overs for sine nye holdkammerater i OB.
Tidligere på sommeren skiftede Rasmus Falk fra FC København og hjem til OB, og her har han sammen med sine nye holdkammerater fået en fremragende start på sæsonen i 3F Superligaen, hvor de har hentet fire point i de første to kampe.
Derfor er der også god grund til optimisme i det fynske, og spørg man Rasmus Falk, så kan OB godt gå en rigtig spændende sæson i møde.
– Jeg synes, det er godt. Jeg tror på, at vi kan lave noget sjovt i år. Jeg synes, at der er rigtig mange gode spillere, og så er der rigtig mange unge spillere. Det er unge spillere, der har gjort det godt og taget ‘steps’.
– Jeg synes, at vi er en god trup. Så er der måske stadig lidt på bredden, som vi kunne snakke om, siger Rasmus Falk til Bold og den øvrige presse.