Det islandske stortalent Egill Orri Arnarsson var på prøve i Brøndby i det forgange år, og formanden i Thór Akureyri, Sveinn Elias Jonsson, siger til Tipsbladet, at han regner med, at stortalentet skifter klub til sommer.
Flere og flere islandske spillere har fundet vej til Danmark i det seneste stykke, og det er også helt unge spillere.
FC København kunne eksempelvis præsentere to unge spillere fra Island i januar.
Et af de store talenter i islandsk fodbold er Egill Orri Arnarsson fra Thór Akureyri. Han er blot 15 år, men han har tidligere været på prøve i Brøndby.
Derudover har han været forbi FC Midtjylland hele tre gange.
Formanden i Thór Akureyri, Sveinn Elias Jonsson, siger til Tipsbladet, at stortalentet nok er fortid i klubben til sommer.
– Vi har ikke modtaget et bud endnu, men jeg forventer, at vi vil modtage et i løbet af de næste uger, siger klubbens formand, Sveinn Elias Jonsson, til Tipsbladet.
Arnarsson har allerede fået debut for Thór Akureyris førstehold.