Ifølge Stig Tøfting, så bør løverne fra hovedstaden få fingeren ud og forlænge Lukas Leragers aftale.
En af de helt store spørgsmålstegn i FC København lige nu er Lukas Leragers fremtid i klubben.
Den rutinerede midtbanekriger har nemlig kontraktudløb ved årsskiftet, og indtil videre lyder meldingerne på, at dialogen mellem de to parter er gået i stå, da FC København kun er villige til at tilbyde Lukas Lerager en kortvarig kontrakt på samme vilkår som nu, eller en lidt længere kontrakt som betyder, at Lukas Lerager må gå ned i løn.
Men ifølge Stig Tøfting, så bør FC København få fingeren ud og forlænge med Lukas Lerager.
– Sidste år kunne man fornemme, at han var på vej ud, fordi han ikke blev brugt. Så sparkede han døren ind og viste ligesom, at han var værd at satse på. FCK havde vel på det tidspunkt truffet det valg, at nu var det Lerager, der skulle ud, men nu viser det sig bare, at han nærmest er uundværlig for FCK, hvis du spørger mig. For du kan være stensikker på, at han er klar til hver kamp og fit to fight, siger eksperten på Viaplay.
– Hvis det var mig, der bestemte i FCK og kunne lukke en kontrakt med Lerager, så ville han få en på tre år, siger Stig Tøfting til Viaplay.