Thomas Blachman har givet sit bud på, hvem afløseren for Sofie Linde kunne være, og det er altså et ganske velkendt navn.
Det er ikke mange dage siden, at Sofie Linde via sin Instagram-profil afslørede, at den igangværende sæson af ‘X-Factor’ bliver hendes sidste sæson som vært i spidsen for det populære underholdningsprogram.
Derfor spekuleres det også i, hvem der skal overtage værtsrollen fra Sofie Linde, og ifølge Thomas Blachman, så kunne et godt bud være en af Danmarks mest kendte rappere – nemlig Tessa.
I et interview med B.T. fortæller Tessa dog selv, at hun ikke umiddelbart kunne se sig selv i værtsrollen, selvom hun er glad for at blive nævnt af Thomas Blachman.
– Det er da stort, at Blachman foreslår, at jeg kunne tage over efter en værtslegende som Sofie Linde, fortæller Tessa, der til gengæld ikke afviser, at hun godt kunne se sig selv som dommer i ‘X-Factor’ på et tidspunkt.
– Jeg har det som udgangspunkt godt med at styre showet – men hvis jeg skulle være med i ”X Factor” en dag, skulle det være som dommer, lyder det afslutningsvis fra den danske rapdronning.