Danske Patrick Dorgu modtager store roser af Manchester United-træner Michael Carrick.
Patrick Dorgu har haft en lidt turbulent tid i Manchester United siden sit skifte fra italiensk fodbold, men under Michael Carrick ser danskeren for alvor ud til at have erobret en fast plads i de røde djævles startopstilling.
Og Michael Carrick lægger da heller ikke skjul på, at han er imponeret over danskeren og hans alsidighed, som både back og kant.
– Jeg synes, at han kan gøre begge dele. Han var virkelig god i sidste uge. Hans arbejdsindsats og måden, han spiller positionen på, hans generelle spil var noget, vi virkelig var tilfredse med.
– Jeg ville ikke begrænse ham, fordi jeg tror, han kan gøre begge dele. Især angrebsmæssigt, og den trussel, han udgjorde, var ret imponerende sidste uge, siger Michael Carrick på pressemødet ifølge Viaplay.