Efter fem træningskampe og utallige timer på banen er spillerne mere end klar, fansene har længtes gennem næsten to måneders vinterpause, og i Parken summer det af aktivitet for at blive kampklar. Og hvilken bedre måde at starte op igen end med en europæisk aften?
– Det bliver fantastisk at komme tilbage i Parken. Det bliver nok lidt koldt og mørkt, men forhåbentlig også en aften med god fodbold – jeg glæder mig virkelig.
Thomas Delaney har med sine år i Werder Bremen, Dortmund og Hoffenheim et indgående kendskab til tysk fodbold, men han tøver alligevel med at kalde sig ekspert på aftenens modstander, Heidenheim.
– Jeg kender dem selvfølgelig, men ikke i detaljer. De har en imponerende historie med deres opstigning gennem rækkerne – lidt i stil med Union Berlin, selvom jeg ikke vil sammenligne dem direkte.
– De spiller en direkte form for fodbold, så vi kan forvente en intens kamp. De trives i opgør med høj energi og mange omstillinger, så vi skal være skarpe og forberedt på en anden type fodbold, end vi er vant til fra Superligaen.
Selvom Heidenheim lige nu befinder sig i den nederste del af Bundesligaen, tager Delaney intet for givet.
– Det er stadig Bundesligaen, og selv tophold som Dortmund kan tabe til bundhold – det har jeg selv oplevet et par gange.
For ham handler det om at være klar på enhver udfordring.
– Det store spørgsmål er altid, hvordan de vil gribe det an. De får ikke chancen for europæisk fodbold hvert år, så jeg forventer et hold, der kommer for at vinde.
Selvom spændende modstandere venter i næste runde, er det ikke dér, fokus ligger.
– Der er et stykke arbejde, der skal gøres over de næste to torsdage. Vi vil selvfølgelig gerne tage fra den første kamp med et godt udgangspunkt, men vi behøver ikke afgøre det hele i Parken.
Delaney var ikke blandt dem, der spillede fuld tid i weekendens kamp i Aarhus, men det er der en god grund til.
– Jeg har det godt – jeg passer bare lidt på mig selv. Det er nok på tide, jeg erkender, at jeg ikke skal spille 90 minutter hver gang, siger han med et smil.