Peter Møller lægger ikke skjul på, at han har høje forventninger til Danmark ved sommerens EM-slutrunde.
Søndag aften sparkes sommerens EM-slutrunde for alvor i gang, når Danmark krydser klinger med Slovenien, og her er der ingen tvivl om, at forventningerne er en dansk sejr.
Drømmene er da også store hos DBU og Peter Møller, som har store ambitioner på landsholdets vegne. Det fortæller han til Ritzau.
– Vi drømmer om at vinde slutrunden, men det er ikke ensbetydende med, at vi gør det. Det er lidt udansk at sige, at man gerne vil vinde noget, men det er vores ambition, og det er vores drøm, siger Peter Møller til Ritzau.
Opgøret mellem Danmark og Slovenien bliver fløjtet i gang klokken 18.00.