De danske fans kommer i stort undertal på tribunerne til det forestående VM i Qatar, skriver Ritzaus Bureau.
Dansk Boldspil-Union oplyser, at der er solgt 700-800 billetter til hver af gruppekampene mod Tunesien, Frankrig og Australien. Billetsalget har nærmest stået stille den seneste måned.
Den store kritik af Qatar som VM-vært og de dyre hotelpriser i landet har formentlig fået mange roligans til at blive hjemme.
Til sammenligning har de australske fodboldfans på det seneste købt masser af billetter. Der er aktuelt solgt flere end 23.000 billetter til Australiens tre gruppekampe.
Det franske medie Sudouest.fr fortalte sidst i september, at der mindst vil være 3.500 franskmænd på lægterne til hver af kampene.
Tunesiens fodboldforbund er ikke vendt tilbage med konkrete tal, men da der bor op mod 26.000 tunesere i Qatar, kan landsholdet sandsynligvis se frem til stor opbakning.