Joachim Andersen havde ikke mange pæne ting at sige om Danmarks præstation mod Skotland.
Det danske landshold skulle tirsdag aften forsøge at lægge lørdagens skuffelse mod Belarus bag sig, da de blot kunne nøjes med et enkelt point for at sikre sig en direkte billet til sommerens VM-slutrunde.
Sådan skulle det dog ikke gå for Brian Riemers mandskab, der meget skuffende endte med at tabe 4-2 til Skotland.
Efter slutfløjt havde Joachim Andersen da heller ikke mange pæne ting at sige om Danmarks præstation.
– Jeg er utrolig ked af det. Det, vi har leveret i de seneste to kampe, er til grin. Jeg er bare skuffet, siger Andersen til TV 2 Sport.
– Det er selvfølgelig svært, når vi får det røde kort. Og vi kommer bagud og kommer tilbage. Og så laver vi sådan nogle dumme fejl. Det må aldrig ske. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er bare skuffende og fandeme til grin, lyder det fra den danske midtstopper.