Daniel Wass sætter nu ord på, hvordan det hele foregik, da han blev vraget som anfører i Brøndby IF.
For et år siden sprang der lidt af en bombe på Vestegnen, da Jesper Sørensen fratog Daniel Wass anførerbindet i Brøndby IF, for i stedet at udpege Jacob Rasmussen som ny kaptajn i klubben.
Det vakte stor opsigt på Vestegnen, og i forbindelse med sin nye selvbiografi, “Bolden og basen”, sætter Daniel Wass nu ord på hele episoden.
– Jeg kunne godt fornemme, når han kaldte de andre spillere ind på kontoret, hvad han nok havde sagt til dem, og så var jeg den sidste. Han sagde bare “nu må du godt blive sur, men Jacob bliver anfører”. Og så var der ikke mere i det.
– Jeg havde regnet med, at han ville fortælle og forklare, men… det var lidt ærgerligt.
– Jeg var ked af det, men det var hele situationen omkring det og den måde, jeg fik det fortalt på. Men sådan var det, og der gik et par dage, og så var jeg ovre det.
– Historierne blev kørt op, og så blev det til noget, det ikke var. Jeg havde ikke noget problem med Jacob (Rasmussen, red.), og at han bar anførerbindet, fortæller Daniel Wass i et stort interview med Podimo-podcasten Transferguru.