Carsten V. Jensen slår i et interview med Viaplay fast, at Mads Emil Madsen er AGF-spiller.
Der er lagt i kakkelovnen til en hektisk slutning på sommerens transfervindue, hvor FC København ihærdigt jagter AGF-profilen Mads Emil Madsen.
Indtil videre har Carsten V. Jensen og AGF dog afvist alle tilnærmelser fra løverne, og forud for søndagens opgør mod Fredericia slog CV fast, at Mads Emil Madsen fortsat er AGF-spiller.
– Det kommer jeg ikke til at tale om her. Det, der er at sige om det, er, at Mads Emil starter for AGF i dag. Han er AGF-spiller, siger CV og svarer på, hvad et potentielt salg af Mads Emil Madsen vil betyde for arbejdet frem mod deadline i transfervinduet.
– Nu talte jeg om, at der er to muligheder de sidste dage i vinduet, og det er nok den sidste af dem. Altså der, hvor der er rigtig meget fart på. Men som sagt starter Mads Emil for AGF i dag. Han er AGF-spiller, fastslår CV.