Steve Cooper havde store roser til overs for Brøndby og Silkeborg-fansenes stemningsboykot under søndagens kamp.
De blå-gules fans havnede i lidt af en suppedas, da de i opgøret mod OB afbrød kampen, efter de smed guldmønter og tennisbolde på banen som en protest mod de sene kamptidspunkter i 3F Superligaen.
I søndagens opgør var Brøndby-fansene klar med endnu en protest, men denne gang var det en mere afdæmpet en af slagsen.
I samarbejde med hjemmeholdets fans lavede man nemlig et stemningsboytkot i de første 10 minutter af kampen, og det var et kraftfuldt budskab, slog Steve Cooper fast efter slutfløjt.
– Jeg ved ikke, om det rette ord er specielt. Kraftfuldt er nok et bedre ord. Det var ikke kun vores fans, men det var også Silkeborgs tilskuere.
– Der var styrke i det budskab, som stilheden sendte, siger Steve Cooper.
– Jeg er så glad for, at vi vandt for vores fans.
– Det er jo ikke nemt at tage den her tur med det kampprogram, vi har. Det kræver noget med både tidspunkterne og udgifterne – og jeg er sikker på, at folk har måttet tage fri fra arbejde og alt muligt. De bruger sikkert flere penge, end de burde, men de elsker klubben så meget.
– Denne klub er bygget på sine fans. Den sidste besked, jeg sendte til spillerne, var, at de skulle gøre alt for at give fansene det, de gerne ville se. Det synes jeg, vi gjorde. Vi spillede god fodbold, og i anden halvleg viste vi fight og vilje.
– Det her er først og fremmest for dem – og for de fans, der så med derhjemme. Det vil jeg virkelig gerne understrege, siger Cooper.