Steve Cooper sætter nu ord på, hvorfor han valgte at skifte Sho Fukuda ud af mandagens opgør mod Vejle.
Brøndby IF inkasserede mandag aften et overraskende nederlag på 2-1 til Vejle, og det var ikke mange af de blå-gules spillere, der kunne være deres indsats bekendt.
Derfor vakte det også stor opsigt, da Steve Cooper valgte at pille Sho Fukuda ud, da Patrick Pentz fik rødt kort, eftersom han havde været Brøndbys bedste og mest farlige spiller.
Brøndby-træneren fortalte dog efter kampen, at der var en ganske god grund til, at det blev japaneren, der måtte forlade banen.
– Jeg forstår godt man kan undre sig over, vi udskiftede Sho på det tidspunkt. For han havde været vores farligste mand.
– Men Sho har ikke spillet meget den seneste måned. Han havde begyndende krampe. Derfor skiftede vi ham ud, forklarer Steve Cooper.