Den unge danske angrebskomet Chido Obi har fået mere og mere spilletid for Manchester United, og manager Ruben Amorim viser stigende tillid til den talentfulde 17-årige. Alligevel kommer han ikke i aktion, når United torsdag aften møder Real Sociedad i Europa League-ottendedelsfinalen.
Det skyldes ikke en taktisk beslutning i sidste øjeblik, men simpelthen at Obi ikke er en del af den trup, United registrerede til turneringen. Amorim måtte træffe valget tilbage i starten af februar – en tid, hvor den danske angriber endnu ikke havde fået sin debut for klubben.
– Dengang var situationen en anden. Rasmus Højlund og Joshua Zirkzee dækkede allerede den samme position, så vi tog en beslutning baseret på de forhold og de forventninger, vi havde til de unge spillere, forklarer Amorim.
– Det er derfor. Konteksten var helt anderledes, og vi valgte andre spillere, tilføjer han før aftenens opgør i Baskerlandet, hvor Rasmus Højlund, Patrick Dorgu og Christian Eriksen er med i United-truppen.
For Chido Obi betyder det, at han må følge kampen fra sofaen i det nordlige England. Til gengæld kan han se frem til at være til rådighed, når Manchester United på søndag tager imod sin tidligere klub Arsenal på Old Trafford.
Den unge angriber fik sin debut for United den 16. februar mod Tottenham og har siden optrådt som indskifter i Premier League-opgøret mod Everton samt i FA Cuppen mod Fulham.