Oskar Wojcik er måske ikke helt så tæt på Brøndby, som man måske i første omgang skulle tro.
Brøndby IF er de seneste par dage blevet sat i kraftig forbindelse med den polske midtstopper Oskar Wojcik.
Her forlød det i første omgang, at de blå-gule fra Vestegnen havde lagt et stort bud på den 22-årige forsvarsspiller, men sådan forholder det sig tilsyneladende ikke helt alligevel.
Jarosław Gambal, der er scoutingdirektør i Cracovia, hvor Oskar Wojcik slår sine folder, afviser nemlig, at Brøndby har lagt et konkret bud.
Derudover fortæller han også, at den polske klub vil have flere penge for Oskar Wojcik, end Brøndby kan give.
– Der var intet konkret, slår Jarosław Gambal fast og tilføjer:
– Og vores krav er meget højere, end hvad Brøndby kan komme med, lyder det fra Jarosław Gambal i et interview med Tipsbladet.