Mathias Kvistgaarden har kun rosende ord til overs for sin tidligere holdkammerat.
Tilbage i vinteren 2022 forlod Morten Frendrup de trygge rammer på Vestegnen til fordel for en tilværelse i italienske Genoa, og det har siden hen vist sig at være en god beslutning for den talentfulde midtbanekriger, som har udviklet sig til at være en regulær profil i Serie A.
Det har også medført, at han i disse dage er samlet med det danske A-Landshold, og i den forbindelse bliver Frendrup rost af sin tidligere holdkammerat i Brøndby, Mathias Kvistgaarden.
– Jeg synes, det er fantastisk, at Morten er blevet udtaget. Det er sindssygt dejligt at se, at det er blevet Mortens tur.
– Jeg synes virkelig, at han fortjener det med alt det hårde arbejde, han altid har lagt for dagen. Om det så var dengang, man bare var en ungdomsspiller i Brøndby, hvor man virkelig så op til ham, har han arbejdet.
– At se ham tage det skridt, som man selv drømmer om at tage ud over de danske grænser og komme til udlandet og præstere; Det er fantastisk, at han nu bliver belønnet for alt det, siger Brøndby-angriberen.