Noah Nartey er på nuværende tidspunkt ikke i dialog med Brøndby IF om kontraktforlængelse.
Noah Nartey har vist sig rigtig fint frem i forårets tre første kampe for Brøndby IF, hvor han har været en af de største profiler for de blå-gule.
Selvom den blot 19-årige midtbanespiller forlængede sin aftale i efteråret, så løber den fortsat ‘kun’ til sommeren 2027, og det kunne dermed godt være i Brøndbys interesse at forsøge at forlænge aftalen med yderligere et år.
På nuværende tidspunkt er der dog ingen dialog vedrørende en potentiel kontraktforlængelse, lyder det fra Noah Nartey.
– Foreløbig er der ingen dialog. Lige nu er mit fokus på at spille for Brøndby, så må vi se, hvad der sker til sommer, siger Noah Nartey, der er godt tilfreds med starten på foråret.
– Jeg føler, jeg er inde i en rigtig god stime. Jeg tror, det er en blanding af flere ting. Holdkammeraterne gør mig gode og så har jeg en del erfaring rundt om mig på midtbanen. Dem lærer jeg en del af, mener Noah Nartey.