Der var voldsomme scener på Brøndby Stadion søndag eftermiddag, hvor en gruppe Brøndby-fans angreb egne vagter og frivillige kort før derbyet mod FC København. Fem personer måtte en tur på hospitalet efter episoden, heraf én med alvorlige skader, mens de øvrige fik mindre skader.
Ifølge Brøndbys direktør, Ole Palmå, er klubben dybt rystet over hændelsen og kalder episoden ”stærkt uacceptabel.” Han understreger, at det går imod Brøndbys værdier og fællesskabsfølelse, når sikkerhedspersonalet, der skal beskytte fansene, bliver ofre for vold.
“Søndagens episoder til derby, hvor først en gruppering angriber udebaneafsnittet og efterfølgende udøver vold på vores egne vagter – en frivillig, to ansatte fra Brøndby IF og to eksterne vagter – er angreb på os alle sammen”, siger Brøndbys direktør, Ole Palmå
Læs også: Brøndby-profiler kritiserer dommerlinjen efter målløst derby
Klubben ser nu på mulighederne for at øge sikkerheden omkring fremtidige kampe, så Brøndby Stadion forbliver en tryg ramme uden voldelige sammenstød. Der er endnu ingen konkrete tiltag på plads, men Palmå understreger, at klubben arbejder målrettet på at sikre, at stadionoplevelsen bliver sikker for alle – uden truslen fra voldelige grupperinger.