Jesper Sørensen fortæller, at han er fint tilfreds med Daniel Wass’ niveau, men at han samtidig er overbevist om, at han godt kan blive bedre.
Daniel Wass har måske ikke imponeret i lige så høj grad, som man forventede, da Brøndby hentede ham hjem til Vestegnen i sommers, og i mandagens kamp mod FC Nordsjælland fik den tidligere landsholdsspiller en uheldig hovedrolle, da han var direkte skyld i et mål efter et boldtab midt på banen.
Brøndbys cheftræner, Jesper Sørensen, fortæller dog, at han overordnet set er fint tilfreds med det niveau, som Daniel Wass leverer i øjeblikket.
– Alle kan jo se, at Daniel (Wass, red.) laver en stor fejl i starten, da han mister bolden til Jaxe (Jacob Steen Christensen, red.), og de scorer på den.
– Jeg ved ikke, om jeg skal sige, om Daniel spiller på sit topniveau lige nu eller ej. Daniel er en dygtig spiller, og det synes jeg også, han har vist i den tid, jeg har været her, lyder det Jesper Sørensen, der samtidig er overbevist om, at Daniel Wass godt kan løfte sit niveau.
– Jeg synes, at Daniel er fin, som han spiller nu, men jeg er også sikker på, at han kan løfte sit niveau endnu mere, siger Jesper Sørensen.