Benjamin Schmedes sætter nu ord på de rygter, der sætter Steve Cooper i forbindelse med Premier League-klubben Nottingham.
Steve Cooper har fået en fin start som Brøndby-træner, men selvom han kun har været at finde på Vestegnen i lidt mere end to måneder, så er han allerede blevet sat i kraftig forbindelse med det ledige trænersæde i hans tidligere klub, Nottingham Forest.
De rygter har Brøndbys fodbolddirektør Benjamin Schmedes dog ikke brugt meget tid på.
Det fortæller han til Viaplay.
– Jeg læste det ikke for at være helt ærlig. Men Steve var cheftræner i Nottingham, så der er en naturlig tilknytning til den klub for ham, siger han til Viaplay.
– Men da jeg hørte det, smilte jeg. Han har lige skrevet under her, og jeg stoler fuldt ud på ham, når han siger, at han er super glad for at være her, og rejsen er lige startet. Det er alt for tidligt, de rygter kommer, men jeg ved, at sådan er fodboldverdenen, og nogle gange går det rigtig hurtigt. Men jeg var ikke bekymret, siger han.
– Der var ingen, der kontaktede mig udover nogle medier. Steve og jeg taler meget sammen, og vi smilte begge to over det. Det var ikke så seriøst.
– Det viser, vi har gjort noget godt ved, at vi har lokket Steve til og med på den rejse, vi har. Jeg kan godt lide, når vores spillere eller folk fra staben bliver nævnt i forbindelse med store klubber eller ligaer, for det viser, vi er på rette vej, når der er interesse fra større ligaer eller klubber. Jeg ser det som et godt tegn, lyder det fra Benjamin Schmedes.