Træningskampen mellem Bosnien-Hercegovina og Rusland, som var planlagt til at blive spillet lørdag den 19. november, bliver alligevel ikke til noget i den her omgang. Fodboldforbundet i Bosnien-Hercegovina oplyser på sin hjemmeside, at kampen er udsat til ”en fremtidig dato”, skriver Ritzau.
Bosnierne fik stor kritik for at arrangere en træningskamp mod Rusland, mens store dele af fodboldverdenen fryser russerne ude som følge af invasionen i Ukraine.
Landskampen skulle afvikles, dagen inden VM i Qatar fløjtes i gang. Her er russerne ikke med, da de blev udelukket fra at deltage i en play off-turnering med Polen, Sverige og Tjekkiet.
Rusland havde ikke spillet siden november sidste år, før holdet i september vandt 2-1 i en testkamp mod Kirgisistan.
Heller ikke i den kommende EM-kvalifikation er Rusland med.