AC Horsens fik vendt et truende nederlag til sejr i 2. halvleg og vandt 2-1 over OB.
OB kom foran tidligt i kampen, men formåede ikke at holde føringen hjem, da Horsens scorede to mål indenfor kort tid i 2. halvleg, hvilket gav dem en 2-1 sejr.
Bo Henriksen var tydeligt tilfreds med sit holds indsats.
– Jeg synes, at vi gjorde det fremragende og spillede god fodbold. Det var dejligt at få en sejr, hvor vi også følte, vi var rigtig godt spillende, sagde Horsens-træneren.
Den iltre træner var glad for, at hans hold turde at udfordre OB istedet for at stille sig ned efter deres to scoringer.
– Selv om vi kom foran 2-1, så stillede vi os ikke ned, som man har set os gøre mange gange og måske kunne forvente af et bundhold. Mod OB turde vi stadig at spille med dem og gå efter det tredje mål, sagde Bo Henriksen.
AC Horsens er med sejren blot seks point fra top 6.