Carsten V. Jensen langer ud efter Uwe Rösler oven på den dramatiske episode ved spillertunellen.
Brøndby IF smed søndag aften mesterskabet på gulvet, da de tabte med 2-3 til AGF hjemme på Vestegnen, og det kastede siden hen dramatiske scener af sig.
Det gjorde sig både gældende udenfor banen, hvor en række Brøndby-“fans” affyrede raketter og kastede med romerlys efter alt og alle, men også inde på banen, hvor Brøndby-keeperen Thomas Mikkelsen havnede i håndgemæng med AGF-bænken. Se videoen her, hvor han slår ud efter en AGF’er.
Årsagen hertil hertil var, at AGF-træner Uwe Rösler efter slutfløjt råbte ’YES’ med to knyttede næver lige foran Brøndbys bænk, og det fik altså temperamenterne i kog.
Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, var placeret på første parket, da den dramatiske episode udspillede sig, og han er altså ikke bleg for at kalde Uwe Röslers opførsel for respektløs.
– Rösler gik over gevind. Selvfølgelig er der følelser involveret, og Uwe Rösler er udstyret med et temperament, men det var unødvendigt, hvad han gjorde.
– Jeg vil sige, at det var respektløst, siger Carsten V. Jensen og uddyber:
– Om et par dage, når han er faldet ned, vil han nok også kunne se det, lyder det fra CV.