Den danske landstræner varsler ændringer i startopstillingen forud for torsdagens Nations League-brag.
Torsdag aften tager Danmark imod Portugal hjemme i Parken i Nations League, og selvom Brian Riemer ikke har lavet mange ændringer i de to første kampe mod henholdsvis Norge og Wales, så kan situationen blive en anden mod Portugal.
Ifølge den danske landstræner, så bliver det nemlig svært at spille med det samme hold i de næste to kampe på grund af det tætte kampprogram.
Det fortalte han på et pressemøde tirsdag.
– Vi skal være parat til også at træffe de hårde beslutninger. Det bliver svært at spille med det samme hold de næste to kampe.
– Udfordringen er, at vi ikke skal sætte navne, men parate spillere på banen. Ingen skal spille, hvis de er på 70 procent. Vi skal have spillere på 100 procent. Har vi ikke det, bliver vi kørt over, fortæller Brian Riemer.