Brøndby har fundet tilbage på sporet i mesterskabsspillet med hele 14 point i de første seks kampe – men det er ikke på den måde, træner Frederik Birk oprindeligt havde forestillet sig.
Den 34-årige cheftræner trådte til for fire måneder siden med ambitioner om et aggressivt, boldbesiddende og offensivt Brøndby-mandskab, der skulle dominere kampene og bringe ild til Brøndby Stadion. Men nu erkender han, at den drøm er sat lidt på pause.
“Med afsæt i spilstrukturer og stil, flugter det ikke med de ambitioner, jeg har på holdets og klubbens vegne”, erkender Frederik Birk til bold.dk og uddyber:
“Men jeg konstaterer samtidig, at vi lige nu er konkurrencedygtige og med, hvor det er sjovt. Jeg glæder mig meget over et slutspil, hvor vi har fået fire sejre og spillet to uafgjort. Lad os se, hvordan sommeren udvikler sig. Lige nu har jeg svært ved at forestille mig vi kan lave radikale ændringer på træningsbanen”, fastslår Brøndby-træneren.
Læs også: Vallys hylder udskældt holdkammerat: ‘Han er enhver træners drøm’
Brøndby har i flere kampe, senest mod Randers, stået lavt og spillet mere afventende, hvilket overraskede modstanderne – men også har givet pote. Den mere pragmatiske tilgang handler ifølge Birk om at få resultater i en periode, hvor der ikke er meget ro på træningsbanen og kampene ligger tæt.
“Vi spiller på den måde, som Brøndby er bedst til lige nu. Der er ikke meget ro på træningsbanen, fordi kampene ligger tæt. Derfor handler det om at have klare hoveder og samtidig være mentalt klar til næste opgave”, forklarer Frederik Birk, der ser ind i to pokalsemifinaler, som Brøndby skal afvikle med et derby mod FCK mellem de to vitale kampe.
Brøndby står nu over for en afgørende fase af sæsonen med to pokalsemifinaler mod Silkeborg og et derby mod FC København midt imellem. En plads i pokalfinalen og en eventuel titel vil ikke bare redde sæsonen – den kan også sende klubben i europæisk gruppespil.
Pokalfinalen spilles 29. maj – og som ekstra motivation for Brøndby-spillerne bliver det på hjemmebane på Brøndby Stadion, hvis de slår Silkeborg.