Jacob Neestrup lægger ikke skjul på, at den alvorlige skade til Rodrigo Huescas berører ham dybt.
Onsdag aften blev en stor nedtur for FC København, som tabte med 2-0 til Qarabag i Champions League.
Og som om det ikke var nedtur nok i sig selv for løverne, så måtte Rodrigo Huescas også udgå med en alvorlig skade, som nu viser sig at holde ham ude af resten af sæsonen, mens han formentlig også misser sommerens VM-slutrunde, hvor han var udset til at spille en rolle for Mexico på hjemmebane.
Derfor gør skaden til den mexicanske højreback også stort indtryk på FCK-træner Jacob Neestrup.
– Det har man ikke ord for. Det er altid trist, når spillere får langtidsskader, og det er uanset, hvem det er. Vi havde ondt af Magnus (Mattsson, red.), og det har vi også med Rodrigo.
– Begge skal jo nok komme godt tilbage, men det var en once in a lifetime-mulighed for Rodrigo, der var ‘garanteret’ et VM på hjemmebane. Det gør ondt helt indeni at konkludere, at det nu med meget, meget stor sandsynlighed ikke bliver med Rodrigo Huescas, lyder det fra Neestrup.