Haderslev-klubben har været på rov på Vestegnen.
Sønderjyske sikrede sig i den seneste sæson overlevelse i 3F Superligaen, og nu har man valgt at opruste staben omkring Superliga-holdet.
Det har man blandt andet gjort med Brøndby-analytikeren Carl-Emil Lopdrup, som har fået en rolle som chefanalytiker i Sønderjyske.
Derudover er fysioterapeuten Jacob Lassesen blevet rykket op i førsteholdstruppen, hvor han ellers har været tilknyttet klubbens akademi, og Sønderjyskes sportschef, Casper Daather, glæder sig over de nye tilføjelser til staben.
– Vi er meget tilfredse med den stab, vi har samlet omkring førsteholdet, og det er glædeligt, at vi igen er i stand til at lægge yderligere lag på ved både at øge normeringen, hente kapacitet udefra og fortsætte kontinuiteten.
– Vi er godt i gang med at styrke os på alle områder, og det er meget positivt, at vi kan tage hul på vores anden Superliga-sæson med en større og stærkere stab end hidtil.
– Vi forsøger hele tiden at forbedre vores professionelle setup, og særligt denne sommer er det stort skridt for Superliga-fodbolden i Sønderjylland, når vi også har taget vores nye, dedikerede træningsbaner i brug, siger Daather ifølge Sønderjyskes hjemmeside.