João Cancelo bliver formentlig fortid i Manchester City i løbet af tirsdagen, da han angiveligt er på vej til Bayern München på en lejeaftale.
Skiftet kommer som en stor overraskelse for mange, da portugiseren ellers har været en fast del af Pep Guardiolas udvalgte i de seneste sæsoner. Dog skulle et skænderi mellem Cancelo og Pep Guardiola ligge til grund for skiftet melder Daily Mail.
Ifølge avisen blev João Cancelo vred, da han fandt ud af, at han ikke skulle starte inde i opgøret mod Arsenal i fredags. Portugiseren skulle derudover i de seneste uger have givet udtryk for sin utilfredshed med sin manglende spilletid, og forholdet til Guardiola er angiveligt blevet gradvist værre siden VM-slutrunden.
Læs også: Transfervinduet nærmer sig lukning: Her er de 10 hidtil største handler
João Cancelo truede herefter med at forlade klubben, og Manchester City gav herefter forsvarsspilleren grønt lys til at smutte, da Bayern München meldte sin interesse.