Det ligner efterhånden et spørgsmål om tid, før Alejandro Garnacho er fortid i Manchester United.
Siden Ruben Amorim overtog roret i Manchester United har der undervejs været flere kontroverser med Alejandro Garnacho, som blandt andet gav udtryk for, at han var stærk utilfreds med kun at få 20 minutters spilletid i Europa League-finalen.
Og nu ser det da også ud til, at den argentinske kantspiller med stor sandsynlighed snart er fortid hos de røde djævle.
Ruben Amorim har således ikke gjort brug af Alejandro Garnacho i hele pre season, og nu giver Manchester United-træneren også udtryk for, at exit mellem de to parter nærmer sig.
– Man kan tydeligt se, at Garnacho er talentfuld, men nogle gange fungerer det bare ikke. Man kan ikke forklare præcist hvorfor.
– Min fornemmelse er, og jeg synes også, det er tydeligt, at Garnacho vil have noget andet fra sin leder. Det kan jeg godt forstå, og det er ikke et problem.
– Nogle gange skal man tilpasse sig. Andre gange har man behov for en ny udfordring.
– Vi prøver at få det til at fungere for alle parter. For klubben, træneren og spilleren.
– Det er en naturlig ting i fodbold, siger han ifølge Manchester Evening News.