Brøndbys aktiekurs er steget markant i værdi i dag, og det kan signalere, at et salg er tæt på og måske går igennem denne weekend.
3,76 %. Så meget er Brøndby IF Fodbold A/S-aktien steget med i dag. I alt er aktien steget med 5,65 % i denne uge, og det kan være et tegn på, at et forestående salg er tæt på.
Denne type kursstigninger ser man ofte på virksomheder, der står foran et ejerskifte. Det skete for eksempel også med Twitter, da det først kom frem, at Elon Musk var ved at gøre sit indtog i den virksomhed.
Der er længe blevet snakket i krogene om, at Brøndby var tæt på at blive solgt til amerikaneren David Blitzner. I september bekræftede klubben selv, at der forhandles med en potentiel ny investorer. Det store spørgsmål er så, om salget endelig går igennem nu.
På Twitter bliver der også spekuleret heftigt i, at et salg kan være tæt på. Fodboldjournalisten Gisle Thorsen, der har dækket dansk fodbold tæt i en årrække, hinter i hvert fald tydeligt, at noget stort kan være under opsejling.
Jeg synes godt nok, at jungletrommerne buldrer…⏳ #sldk
— Gisle Thorsen (@GisleThorsen) October 28, 2022
Der resterer tre kampe i Superligaen før vinterpausen. Brøndby spiller imod AaB på søndag.