Jacob Neestrup var mildt sagt godt og grundig irriteret over den skade, som Gabriel Pereira pådrog sig i den sidste testkamp forud for Superliga-premieren.
FC København og Hamburger SV leverede lørdag et brag af en testkamp, da de spillede foran mere end 23.000 tilskuere i Parken.
Her trak løverne det længste strå med en 1-0 sejr, hvilket var den perfekte afslutning på pre season forud for fredagens Superliga-premiere mod Viborg.
Alligevel var Jacob Neestrup dog godt og grundig irriteret efter slutfløjt, da FCK-profilen Gabriel Pereira pådrog sig en skade i slutningen af kampen, og faktisk skulle han være skiftet ud i det øjeblik han blev skadet.
– Gabriel skulle have været skiftet ud i det spilstop, så det er selvfølgelig røvhamrende irriterende, at manden bliver skadet der.
– Det er sådan noget, der kun sker for os. Det er irriterende, men det kender vi jo til, og nu må vi se, hvor slemt det er, lyder det fra Neestrup, der dog glædede sig over lørdagens træningskamp.
– Jeg er meget taknemmelig for, at det her kunne lade sig gøre fra både vores og HSV’s side. Det var sindssygt givende, og det er perfekt at få en træningskamp på den her måde.
– Det er bare noget helt andet end at spille ude på bane 1. Jeg har nok ikke det bedste pointsnit på bane 1, 2 og 3, når det gælder træningskampe, og der er det her noget andet.