Der skal tilsyneladende andre boller på suppen, hvis Stijn Spierings skal blive i Brøndby IF.
Brøndby IF hentede sidste sommer Stijn Spierings i Ligue 1-klubben Lens, og her var han udset en stor rolle på de blå-gules midtbane.
Sådan er det dog ikke gået, og Stijn Spierings har i højere grad været anvendt som reserve i Brøndby IF, og det er ikke en holdbar situation.
Det fastslog Stijn Spierings efter søndagens opgør mod Randers FC, hvor han for første gang siden den 30. september spillede 90 minutter i 3F Superligaen.
– Jeg har været her i et år, og det er første gang i min karriere, at jeg har siddet på bænken i så lang en periode. Jeg kan selvfølgelig ikke klage, for fodboldspillere er privilegerede.
– Men altså, det er sjovest at spille, og jeg føler ikke, at der var nok spilletid i sidste sæson. Jeg håber, det kan blive en frisk start. Der er stadig et par uger tilbage af transfervinduet, men jeg er glad i klubben og over at være i Danmark.
– Det eneste, der ikke kører for mig personligt, er fodbolden, så det skal også ændre sig, siger Stijn Spierings efter sejren over Randers FC.