AaB har sat kløerne i Esbjerg-profilen Mathias Jørgensen og givet ham en kontrakt til sommeren 2027.
NordicBet Liga-klubben AaB har hentet en offensiv forstærkning.
Aalborg-klubben har nemlig købt Esbjerg-profilen Mathias Jørgensen.
Købet er noget, som AaB-sportsdirektør Ole Jan Kappmeier er meget tilfreds med.
– Det er vist ingen hemmelighed, at vi længe har forsøgt at hente Mathias Jørgensen, og vi er meget glade for, at det her til sidst i transfervinduet er lykkedes at opnå enighed med Esbjerg fB.
– Mathias Jørgensen er med sin stil en spiller, vi mener, vil passe perfekt ind, fordi han kan bidrage med sin hurtighed, sine dybdeløb og sine evner i presspillet, siger Ole Jan Kappmeier.
– Generelt er Mathias meget vertikal i sit spil, og han kan levere både mål og assists og dække både positionen som kant og som nier, og vi ser meget frem til at have ham i AaB, lyder det fra Ole Jan Kappmeier.
23-årige Jørgensen nåede at spille 51 kampe for Esbjerg, og her leverede han 19 mål og 23 oplæg.
Foto: AaB