Mike Tullberg ønsker ikke at pege fingre, efter FC Midtjylland for anden kamp i træk mod Besiktas måtte inkassere et rødt kort.
FC Midtjylland slap med skrækken, da de i sidste uge kunne nøjes med at tabe 1-0 til Besiktas på udebane, efter at have spillet størstedelen af kampen med en mand i undertal.
I torsdagens returopgør gik det dog endnu engang galt for ulvene, da Martin Erlic modtog sit andet gule kort i det 53′ minut, hvilket endte med at koste dyrt for FC Midtjylland, som tabte kampen 2-0.
Efter slutfløjt ønskede cheftræner Mike Tullberg dog ikke at pege fingre at den kroatiske midtstopper.
– Der er ikke nogle spillere, der gør noget med vilje. Martin kommer ind efter VM og har ikke trænet mange gange endnu.
– Den situation, som vi står i, gør, at han skal spille tidligere, end vi lige havde håbet på. Han spiller efter én eller to dages træning nede i Besiktas, hvor vi smider ham ind.
– I så også selv nede i Sønderjyske, hvor vi blev nødt til at tage ham ud efter 75 minutter, fordi manden nærmest ikke kunne gå.
– Så spiller han fra start igen i dag, så han stiller sig også til rådighed, selvom han ikke er der, hvor han skal være.
– Om det er grunden, ved jeg ikke. Men jeg bliver også bare nødt til at beskytte ham lidt, lyder det således fra Mike Tullberg.