Thomas Nørgaard sætter nu ord på, hvorfor den dyrtindkøbte offensivspiller ikke var en del af truppen til kampen mod AGF.
Mere end 20 millioner danske kroner.
Så meget betalte Brøndby IF for Ousmane Sow tilbage i janauar, men lørdag aften var han end ikke en del af spillertruppen til opgøret mod AGF.
Og det var altså hverken fordi han var skadet eller syg.
På pressemødet efter kampen fortalte Thomas Nørgaard således, at han simpelthen bare var blevet vejet og fundet for lidt.
– Det er jo fordi, at jeg har flere spillere, jeg kan vælge, end dem jeg kan tage med. Og det er jo et spørgsmål om en konkurrencesituation, og en konkurrencesituation, hvor det er, at vi i denne weekend har valgt at udtage på den her måde. På et andet tidspunkt vil det være sådan, at vi udtager på en anden måde, lød det fra Thomas Nørgaard.
26-årige Ousmane Sow står noteret for 14 kampe i Brøndby-trøjen, men han har fortsat sit første mål og oplæg til gode for de blå-gule.