Morten Hjulmand lægger ikke skjul på, at torsdagens landskamp er en alt eller intet kamp.
Torsdag aften venter der et brag af en kamp, når Danmark tager imod Nordmakedonien hjemme i Parken i den første af to mulige playoff-kampe.
Og Morten Hjulmand lægger ikke skjul på, at det er en alt eller intet kamp, og at han vil gøre alt for at Danmark spiller sig videre til sommerens VM-slutrunde.
– Hvis jeg kan få endnu en oplevelse til så stor en turnering for det danske landshold, vil det være et af de momenter, jeg gerne vil huske tilbage på, når jeg en dag er færdig og kan sidde med mine børn og snakke om min karriere.
– Så vil jeg gerne kunne sige til dem, at jeg var med til den slutrunde i 2026, og det er vigtigheden for kampen i morgen for mig.
– Det kan jo være anderledes for nogle andre spillere, men for mig er det lidt alt eller intet, siger Morten Hjulmand på pressemødet forud for kampen.