Steve Cooper satte efter mandagens opgør ord på, hvorfor Daniel Wass ikke kom i spil.
Daniel Wass har haft en turbulent tid i Brøndby IF, efter Steve Cooper overtog trænersædet på Vestegnen.
Den rutinerede midtbanespiller har således været inde og ude af holdet, men for nogle uger siden lignede det endelig, at han havde bidt sig fast i Steve Coopers foretrukne startopstilling.
Et rødt kort mod OB i slutningen af oktober ser dog ud til at have kostet dyrt for Daniel Wass, som hverken kom i spil i derbyet mod FC København eller mandagens opgør mod Fredericia.
Og den beslutning satte Steve Cooper nogle ord på efter slutfløjt.
– Det var af taktiske årsager, at jeg ikke brugte ham.
– Der var to røde kort i kampen, som havde en indvirkning på de beslutninger, jeg skulle træffe. Man kan altid spørge om, hvorfor jeg ikke brugte enkelte spillere, og hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde.
– I dag var det Daniel Wass, og i næste uge kan det være en anden spiller. Det er de klassiske dilemmaer, en træner står i i løbet af kampen, siger Cooper.