Steve Cooper lagde ikke skjul på, at Brøndby ikke spillede op til niveau i søndagens derby.
Der var lagt i kakkelovnen til et brag af en kamp, da FC København og Brøndby IF søndag eftermiddag krydsede klinger i Parken, men det endte altså med at blive en lidt halvtam affære, som kun blev afgjort takket være en tvivlsom straffesparks-kendelse dømt af VAR.
Efter slutfløjt lagde Steve Cooper heller ikke fingre i mellem, da han sendte en inddirekte sviner til kampens dommer, Jacob Karlsen, men han var altså også kritisk over for sit eget mandskab.
– Der var rigtig mange momenter specielt før pausen, hvor vi kunne have udnyttet de muligheder, vi fik.
– Men vi viste ikke nok kvalitet og så traf vi de forkerte beslutninger. Det var frustrerende, vi ikke fik mere ud af første halvleg, siger Steve Cooper, der i pausen sagde til sine spillere, at selv om de havde et helt stadion imod sig, så var det ikke den sværeste modstander, de havde mødt.
– Men vi gav bolden for meget væk. Og så spillede vi for lidt fremad. Vi må erkende, vi ikke gjorde nok, når vi havde bolden, sammenfatter Steve Cooper og slår fast:
– Når vi vågner mandag, vil vi tænke på, vi glippede en stor mulighed i den her kamp. På en anden dag, hvor vi rammer vores niveau, havde vi grebet muligheden, pointerer han.