Sune Smith-Nielsen afviser, at Jacob Neestrup skulle være fyringstruet.
FC København befinder sig lige nu i en forfærdelig periode, og det blev der sat en tyk streg under, da løverne tabte med 2-0 til Vejle søndag.
De mange dårlige præstationer har også fået flere til at stille spørgsmålstegn ved, om Jacob Neestrup fortsat er den rigtige cheftræner for FC København.
Efter slutfløjt var Sune Smith-Nielsen dog ikke i tvivl, da han blev spurgt ind til, om han havde overvejet at erstatte Jacob Neestrup.
– På ingen måder, siger FCK-bossen og forklarer, hvorfor han svarer så tydeligt.
– Fordi han er knalddygtig.
– Det, der er det bedste at se som sportsdirektør, er, at det er en cheftræner, som for alvor er stærk i modgang, som arbejder ekstrahårdt og som har ekstraordinært fokus.
– Det er sådan set ligegyldigt, om det er i modgang eller medgang, men han er rigtig, rigtig stærk i modgang. Han har været i disse perioder før, og jeg er utrolig glad for, at han er cheftræner i den periode, vi er igennem lige nu, siger sportsdirektøren.