Philip Billing var glad for torsdagens resultat.
FC Midtjylland leverede torsdag aften en toppræstation, da de spillede Celtic ud af banen og slog den skotske storklub med 3-1 hjemme på MCH Arena.
Derfor var det også en svært begejstret Philip Billing, som stillede op til interview efter slutfløjt.
– Vi bliver mere og mere modne kamp for kamp. Vi viser intensiteten vi har og kvaliteten fremad banen også.
– Jeg synes, vi dominerer kampen hele vejen igennem. Det er næsten skræmmende, at vi kan blive meget bedre, lyder det fra Billing, som også har stor tiltro til, at FC Midtjylland kan sikre sig et godt resultat mod AS Roma i næste runde.
– Det skal vi jo tro på. Det er et svært sted at spille, men det kræver at vi er positive, præsterer og rammer vores topniveau. De følger nok også med og ved godt, at de skal respektere os, lyder det fra FCM-stjernen.