Jan Mølby langer hårdt ud efter Liverpool-stjernen Alexander Isak, som bestemt ikke har fået nogen god start.
Alexander Isak var i centrum af sommerens største transfersaga, hvor han igennem adskillige uger blev sat i kraftig forbindelse med et skifte til Liverpool – alt imens han nægtede at træne med i Newcastle for at gennemtvinge et skifte.
Det har også sat sine spor hos den svenske angriber, som bestemt ikke ligner en mand i form.
Det fastslår Viaplay-eksperten Jan Mølby.
– 125 millioner pund. Jeg var kritisk over den måde, han håndterede sommeren på, at han nægtede at spille og træne for Newcastle. Det betaler Newcastle og det svenske landshold for. Det gør Liverpool også på en eller anden måde nu, siger Jan Mølby på Viaplay.
– Han er ikke den Isak, vi forventer. Det er svært, hvis man går glip af nogle vigtige uger tidligt på sæsonen, hvor Arsenal-drengene er kommet i gang. Det, vi ser, er ikke noget nyt. Han er forsvundet også ud af kampene i Newcastle, men der havde han kredit i banken.
– Det kan han ikke bruge til noget i Liverpool. Han har behov for at vise noget der for at bevise, han fortjener at starte inde. Det har han ikke gjort indtil nu. Selvfølgelig er det et stort problem, siger Jan Mølby på Viaplay.