Brøndbys unge stortalent befinder sig godt længere fremme på banen.
Noah Nartey fik et rap over nallerne, da Steve Cooper blev ansat som ny cheftræner i Brøndby IF.
Her blev det unge stortalent nemlig henvist til bænken i de to første kampe under den walisiske træner, men siden da har han kæmpet sig tilbage i startopstillingen, hvor han nu er blevet rykket lidt længere frem på banen end tidligere.
Og det har vist sig at være en ganske god idé, for i de seneste fire kampe for de blå-gule har Noah Nartey noteret sig for hele fem mål og to oplæg, og hovedpersonen selv lægger da heller ikke skjul på, at den nye rolle passer ham godt.
– Jeg tror den nye rolle, jeg har fået, passer mig rigtig godt. Steve (Cooper, red.) presser mig hver dag på træningsbanen og kræver mere af mig, forklarer Noah Nartey og uddyber:
– Jeg føler, jeg er inde i en rigtig god periode, hvor jeg samtidig kommer tættere på modstanderens mål og derfor får flere afslutningsmuligheder.
– Efter jeg har fået en lidt anden rolle på holdet, har jeg langt større fokus på at sparke oftere på mål, fortæller Noah Nartey.