Den danske landstræner lægger ikke skjul på, at det langt fra er ideelt, at Christian Eriksen fortsat står uden klub.
Danmarks ubestridte største fodboldstjerne, Christian Eriksen, står fortsat uden arbejdsgiver, efter hans kontrakt med Manchester United udløb i slutningen af juni.
Dermed bliver der også stillet spørgsmålstegn ved, om Brian Riemer bør udtage Christian Eriken til de to kommende landskampe i september mod henholdsvis Skotland og Grækenland.
Og landstræner Brian Riemer lægger da heller ikke skjul på, at det langt fra er en optimal situation.
– Det er en super ærgerlig situation, Christian er havnet i.
– Jeg tror også, Christian havde håbet, han var i en klub og var i fuld sving med kampene. Og det er han så ikke af forskellige årsager, indleder Brian Riemer og uddyber:
– Men det er klart, at det, at han ikke har spillet og har misset en opstart, og nu står uden en klub under to uger til samlingen, er en stor udfordring.
– Jeg ville være en komplet idiot, hvis jeg sad og sagde, at det ikke var noget problem. Selvfølgelig er det en stor udfordring på alle fronter.
– Men det er, som det er. Og så er det klart, at det er mit job som landstræner at finde ud af, hvad der er løsningen på det i forhold til samlingen her i september, forklarer Brian Riemer.