Napoli har ikke længere førstepladsen i Serie A. Søndag led holdet et skuffende 1-2-nederlag på udebane mod Como, hvilket banede vejen for Inter, der med en 1-0-sejr over Genoa lørdag overtog føringen i den italienske liga.
Efter tre uafgjorte ligakampe i træk forsøgte Napoli-træner Antonio Conte at ændre dynamikken ved at give debut til den danske midtbanespiller Philip Billing, der er udlejet fra Bournemouth.
Billing gjorde en god figur i sin første kamp for Napoli. Den energiske dansker satte sit præg på midtbanen og kom endda tæt på at score i første halvleg. Dog måtte han efter lidt over en time forlade banen, mens stillingen var 1-1.
Kampen blev præget af store individuelle fejl, som førte til samtlige mål.
Como fik en drømmestart, da Napolis forsvarsspiller Amir Rrahmani efter blot syv minutter kom uheldigt afsted. Uopmærksomhed i feltet resulterede i, at han sendte bolden i eget net efter et indkast.
Napoli svarede dog hurtigt igen. Ti minutter senere udnyttede Giacomo Raspadori et boldtab på midten af banen og udlignede til 1-1. Men fra helt til skurk gik han et kvarter før tid, da en fejlaflevering fra hans fod satte gang i en kontra, som Comos Assane Diao sikkert omsatte til kampens afgørende mål.
Med nederlaget rykker Napoli ned på andenpladsen, ét point efter Inter. Samtidig kan Atalanta blande sig i topstriden, hvis de formår at slå Empoli senere søndag.
Næste weekend venter en vaskeægte topkamp, når Napoli og Inter tørner sammen på Stadio Diego Armando Maradona.