Den 26-årige brasilianske midtbanespiller Evander har bekræftet, at han forlader Portland Timbers. Den tidligere Superliga-profil, som kom til Portland fra FC Midtjylland for cirka 75 millioner kroner i januar 2023, har haft en turbulent tid i klubben, og hans farvel kommer efter en periode med uenigheder med klubbens ledelse.
I et opslag på Instagram retter Evander en direkte kritik mod magthaverne i Portland Timbers, som han mener har behandlet ham respektløst, ikke kun som spiller, men også som menneske. Han skriver:
“Det var ikke sådan her, jeg havde forestillet mig at sige farvel. Ikke efter alt det, jeg har oplevet her. Den kærlighed, jeg har fået fra fansene, og de venskaber, jeg har opbygget.”
Læs også: Landsholdsspiller Afviste FCM, BIF og FCK: Nu er han på vej til svensk storklub
Evander understreger, at hans beslutning ikke har noget at gøre med penge, men med manglende respekt – både for ham og hans familie:
“Jeg ønskede, at min historie med Portland Timbers skulle have endnu et kapitel, men beslutningerne blev truffet af mennesker, som ikke kun var respektløse over for mig, men også over for min familie. Folk, som ikke repræsenterer, hvad denne klub handler om. Og desværre blev jeg tvunget til at forlade klubben.”
Han fortsætter med at understrege, at det aldrig handlede om økonomi:
“Fansene skal vide, at det aldrig handlede om penge. Jeg har aldrig sat det over den respekt, jeg har for denne klub og denne by. Faktisk ofrede jeg meget bare for at kunne komme videre. Men i sidste ende havde jeg ikke noget valg.”
Evander afslutter sin kommentar med en stærk bemærkning om, at han føler sig ked af, at fansen aldrig vil få hele sandheden om situationen:
“Det, der gør mest ondt, er ikke at forlade klubben. Det er at vide, at fansene, som synger og støtter dette hold uanset hvad, ikke engang ved halvdelen af, hvad der virkelig skete med mig. Og måske kommer I aldrig til det. Men jeg håber virkelig, at sandheden en dag kommer frem.”
I sin tid i Portland har Evander leveret solide præstationer med 26 mål og 22 assists i 61 kampe. Hans afgang markerer slutningen på et kapitel, der ikke blev som han havde håbet.