Chelsea og Manchester City kan skyde en hvid pind efter at få udskudt starten på næste sæsons Premier League, selv hvis de når langt i sommerens nye klub-VM.
Hvis en af de to klubber når finalen ved turneringen den 13. juli, vil der kun være lidt over en måned til at restituere og forberede sig til den nye sæson.
Tony Scholes, fodboldchef i Premier League, retter i den forbindelse skarp kritik mod Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), der står bag det nye klub-VM.
– Vi har undersøgt mulighederne, men det er en situation, vi har fået pålagt – især af Fifa. Derfor kan man spørge sig selv, hvorfor vi skal ændre vores liga for en turnering, vi ikke støtter, siger Scholes til den engelske avis The Independent.
Premier League har ifølge Scholes ingen mulighed for at flytte på programmet.
– Kalenderen er allerede så presset, som den kan blive, og der er simpelthen ikke plads til at udsætte sæsonstarten, understreger han.
Det tætte program er særligt problematisk, da der kun er to uger mellem Champions League-finalen den 31. maj og starten på klub-VM’s gruppespil i USA.
Placeringen af turneringen har udløst kritik fra flere sider. Spillernes internationale fagforening Fifpro har truet med strejke, mens europæiske fodboldligaer har klaget over Fifa’s planlægning til EU-Kommissionen.