Mathias Kvistgaarden er et af de største salgsemner i 3F Superligaen forud for vinterens transfervindue.
Vinterens transfervindue bliver snart skudt i gang, og her er der flere 3F Superliga-spillere, der potentielt set kan være på vej mod udlandet.
Et af de varmeste navne er uden tvivl Mathias Kvistgaarden, der til trods for flere skader har bombet mål ind for Brøndby.
Hele 10 kasser og 4 oplæg er det blevet til i kun 15 kampe, og det har ikke gjort ham mindre interessant for bejlere i udlandet, som allerede var på jagt efter Kvistgaardens underskrift i sommers.
Spørgsmålet er bare, hvor mange millioner Brøndby kan inkassere for Kvistgaarden. Skal man tro Transfermarkt.com, så vurderes Brøndby-stjernen til at koste i omegnen af 8 millioner euro – svarende til cirka 60 millioner danske kroner, men om det er nok til at lokke de blå-gule til at sælge stjernen er uvist.