Brian Riemer kommer til at give genvalg til Christian Eriksen i mandagens kamp mod Serbien.
Der er lagt i kakkelovnen til et brag af en kamp, når Danmark mandag aften krydser klinger med Serbien i en direkte kamp om andenpladsen i Nations League.
Til opgøret må Brian Riemer dog se bort fra flere rutinerede spillere, da både Joachim Andersen, Alexander Bah og Pierre-Emile Højbjerg ikke er tilgængelige.
Det er Christian Eriksen til gengæld, og han kommer da også til at få genvalg til mandagens kamp.
Det afslørede Brian Riemer på søndagens pressemøde, da han blev spurgt ind til de nye spillere, der kommer til at tage plads i Danmarks startopstilling.
– Det giver nogle super muligheder, og det glæder vi os rigtig meget til. Man skal passe på. Jeg kan godt lide kontinuitet, og vi vil gerne jagte en vis stabilitet. Nu er der mulighed for, at andre kan træde op. Jeg sagde til gruppen, at i morgen er der nogle rutinerede kræfter på banen.
– Jeg kan afsløre, at han (Christian Eriksen, red.) starter inde, og så kommer der også nogle ind, som er lidt mindre rutinerede.
– Sådan startede de alle sammen på et tidspunkt. Jeg glæder mig rigtig meget til at se nogle af de folk, som man ikke så i aktion i fredags. Jeg glæder mig også til at få folk ind, der har noget på hjerte. Ikke, at vi ikke havde det i fredags, fortæller Brian Riemer.