Thomas Delaney ser frem til søndagens derby mod Brøndby IF, selvom det ikke er det største, han har spillet.
Søndag formiddag er der en rigtig lækkerbisken på menuen i 3F Superligaen, når FC København gæster Vestegnen, hvor ærkerivalerne fra Brøndby IF venter.
Her plejer der som regel at være gang i lægterne, når de mandskaber krydser klinger, og derfor er det også et opgør, som Thomas Delaney ser frem til med spænding, selvom det ikke er en af de største kampe i hans efterhånden lange karriere.
– Det kan noget, og jeg synes, det kan rigtig meget.
– Det er måske ikke det største, jeg har spillet, men jeg synes, al taget i betragtning, at vi er i Danmark, så er der i hvert fald enkelte kampe, der står ud for mig.
– Om det har været Nord-derby med Werder Bremen (mod HSV, red.) eller med Dortmund (mod Schalke, red.) og Sevilla (mod Real Betis, red.), så kan vi godt komme derop af, når sol, måne og stjerner står rigtigt, siger Delaney.