Ifølge Carsten V. Jensen, så skal Jesper Sørensen ikke frygte for sit job på Vestegnen.
Det har bestemt ikke været nogen dans på roser for Jesper Sørensen som cheftræner for Brøndby IF. Det startede ellers så fint med en sejr på hele 5-2 hjemme over AC Horsens, men siden da har hverken resultaterne eller spillet på banen flasket sig.
Det hele kulminerede i sidste weekends forfærdelige præstation mod Randers FC, hvor Brøndby blev sendt i bad med et nederlag på hele 4-0, og det har efterfølgende fået folk til at spekulere i, hvorvidt sædet under Jesper Sørensen er begyndt at brænde.
Det er dog ikke tilfældet, fortæller Carsten V. Jensen, der inden søndagens derby mod FC København freder Brøndby-træneren, da han bliver spurgt ind til, hvorvidt Jesper Sørensen sidder trygt i trænersædet.
– Ja det gør han, lyder det kortfattet fra CV, der også bliver spurgt ind til, om Jesper Sørensen kan vinde guld med Brøndby.
– Det kan han sagtens, men jeg tror ikke, det bliver i år.
– Nu er vi i gang med denne sæson, og det ser det ikke sådan ud, men vi bygger hele tiden på i forhold til at kunne konkurrere, og selvfølgelig kan Jesper være med til at vende det her, fortæller Carsten V. Jensen.